Endnu en Nibe Festival er overstået for mit vedkommende. Men jeg skal ærligt indrømme at denne festival har været den hårdeste omgang at komme igennem hidtil. Ikke alene var vi udfordret med hensyn til vejret, men også på lyd, kapacitet, teknikalitet og helbred. Vi nåede nogenlunde i mål med de store ting – så godt vi kunne – hvilket jeg også er ganske okay med (taget alle udfordringerne i betragtning). Men det er virkelig ret frustrerende, når måneders forberedelse og planlægning ikke spiller max og tingene hele tiden ender i dobbeltarbejde. Det lærer vi selvfølgelig af og tager til efterretning, men alligevel.
Jeg var seriøst ved at opgive flere gange undervejs, og særligt da feber og sygdom efter flere dage med intens kulde slog rigtigt igennem min krop fredag morgen. Der var det bare overhovedet ikke sjovt at være på festival, og jeg kæmpede mig vitterlig igennem med al det overskud, som jeg på nogen som helst måde kunne mønstre. Det var som sagt virkelig en prøvelse og op ad bakke næsten hele vejen.
Lørdag pissede det igen ned med regn i løbet af eftermiddagen, men holdte så heldigvis tørvejr til aften, hvor solen endda tittede frem. Jeg kørte stadig på te, Echinaforce-dråber og smertestillende om lørdagen, men da feberen forsvandt tillod jeg mig at nyde den sidste festivalsaften som en glad festivals gæst. Én ting, som ikke havde været muligt tidligere. Både fordi arbejdsbyrden var for stor i år, og fordi jeg valgte at gå tidligt i seng hver dag for at pleje min sygdomsramte krop, så den havde bare en smule at give af dagen efter.
Alt var selvfølgelig ikke kun ren jammerdal fra morgen til aften. For jeg mødte OG genså også en masse skønne skønne mennesker, som er dem der står skarpest i erindring lige nu. Det blev ganske vist ikke til så mange interviews som ønsket, da de fleste artister havde halsende travlt. Men jeg var dog heldig at få et par stykker i kassen, som f.eks. Dodo and the Dodos, MLTR og Christopher. Det var alle nogle søde og sjove mennesker, som gjorde at jeg stadig holdte gejsten oppe, når alt så mest gråt og trist ud.
Men de har dog ikke hele æren, for intet slår mit Crew fra Lagerfabrikken, som jeg også nåede en bette vagt sammen med. Det er nogle dedikerede og elskelige mennesker, som brænder for de samme ting som mig, og som ved hvordan det er, når alt kokser og man så alligevel formår at præstere i fællesskab. Det er det, der er så smukt ved det. Så da jeg havde fri omkring ved en 20-tiden lørdag aften, gik jeg på Den Lille Fede sammen med nogle af dem og fik en god og varm kop Irish Coffee. Derefter fortsatte vi tilbage til Lagerfabrikken for at tage det sædvanelige ‘familiefoto’ klokken 22.00. Der var humøret rigtig højt, for nu var vi i mål både på lager, festival og APPETIZE.
Klokken 22.30 spillede Nik & Jay på den Store Scene på Hestepladsen, og der lagde der sig endelig en fredfyldt tilfredshed over mit sind. Lige dér gik alt pludselig op i en højere enhed igen, og alt det trælse dobbeltarbejde, forvirring og kolde vejr var nu en saga blot. Dér genvandt jeg ligesom atter troen på, hvorfor jeg egentlig gør det her samt følte en samhørighed med mit Crew og hele festivalspladsen.
Jeg endte dog ikke helt i Crewpitten efterfølgende som planlagt… for pludselig var jeg inviteret til afterparty i musikernes backstage-område sammen med Benal’s management og Suspekt-drengene. De havde deres egne vinglas med rundt, som jeg også fik lov at benytte – “for vin smager sq bare bedre i rigtige vinglas”, som Emil Simonsen udtrykte det. Og det har han jo så enestående ret i!
Søndagen foregik i sengen med masser af søvn og Simpsons. Sygdomshelvedet var langt om længe på retur, og kroppen tog med kyshånd imod den genopladning, som jeg tilbød den i form af hvile, mad, vand og mental afslapning…sådan da. For søndag post-festival er ikke kun lig med lutter afslapning. Der er stadig en masse redaktionelt materiale, der lige skal produceres fra gårsdagens festival. Men vi er som sagt nået i mål, og det er dejligt at kunne sætte det i perspektiv nu.
Nutidens Lady Aleta 