Nogle gange kan jeg godt spørge mig selv efter, om der egentlig overhovedet er nogen, som læser med? Og hvem ved, måske er svaret, at det gør ingen… Men så alligevel er der nogen og hovedårsagen er jo også, at jeg skriver for min egen skyld og fordi jeg har lyst. Det har i flere år hjulpet mig igennem kriser og været en måde at forholde sig til stort og småt på.
Men jeg håber da lidt, at dem der loyalt har læst med også har fået noget ud af det – hvad det så end er. Men sådan har man det nok altid – det der med at man gerne vil gøre noget, som på en eller anden måde giver mening.

Det var særligt efter presseturen, at jeg indførte dette. For det var, mens jeg sad i min hyggelige hotelseng med udsigt over det halve København, at jeg havde udsigt til SAS Radisson Blu Hotellet. Det selvsamme hotel hvor den norske stewardesse, Vera Vildmyren, på bestialsk vis blev myrdet inde på sit hotelværelse i 2010. Det afsnit havde jeg netop hørt dagen forinden, og pludselig kom det uhyggeligt tæt på og tankerne kunne nemt ende med at spille mig et pus. Derfor måtte jeg også lige hen og tjekke min hotelværelsesdør. Cause you’ll never know, when or where you’ll run into the next psychopath. Til de interesserede kan omtalte Mørkelands-afsnit høres her.
Generelt er jeg glad for at høre podcasts, når jeg f.eks. gør rent eller går en tur. Men jeg har for nylig også fundet en fed app, hvor man kan lægge puslespil, og det gør jeg nu ofte samtidig med at jeg lige napper et par afsnit eller fem ha ha. App’en har forskellige sværhedsgrader og er virkelig fed, selvom selve navnet er lidt markabert taget hele snakken om ‘true crime’ i betragtning. I samme ombæring kan jeg også lige anbefale podcasten ‘True Crime‘. Det er forholdvis korte afsnit, men med yderst interessante fortællinger om virkelighedens forbrydelser fra de efterretningsfolk, som er med til at opklare sagerne. Jeg har altid fundet den slags interessant, og navnlig retsmedicin. Et studie jeg nok selv havde valgt, hvis ikke lige jeg havde det så dårligt med at se blod. Derved måtte jeg også opgive alle studier vedr. lægevidenskab. Men jeg synes stadig, at det er voldsomt fascinerende, hvor meget man kan finde frem til.

Og nu vi er ved de små bekendelser, så har jeg endnu én. Jeg er nemlig begyndt at se nogle videoer på Snapchat, der viser sæber der bliver skrællet, slim der bliver modelleret eller kager der bliver skåret. Det sjove er også, at lyden er ekstrem vigtig at få med, da den tricker noget i ens hjerne.  Det er virkelig bizart, men ikke desto mindre er det blevet til en lille guilty pleasure i min hverdag. Allermest elsker jeg de videoer, hvor en sæbe bliver perfekt skrællet – og til dem der overhovedet ikke kan forestille sig, hvad jeg taler om, så er her en YouTube-video. Det er faktisk lidt over i de der ‘How It’s Made’ kategorier – bare forenklet, anderledes og destruktivt.
Men inden uvidende fordømmer mig, så vil jeg lige fortælle, at det faktisk ikke er så mærkeligt, som det lyder. Videoerne tricker nemlig noget, som psykologerne kalder for en “bare rigtig” følelse. Det er en følelse, der opstår, når vi får sat tingene i orden, og som tjener et nyttigt cut-off punkt til simple opgaver. Men det er også en følelse, som f.eks. mennesker med OCD ikke nødvendigvis vil kunne opleve, fordi de af uforklarlige årsager har en trang til at fortsætte deres kontrol, selvom en opgave er fuldført. Men hvad får jeg egentlig ud af det? Tja… det er jo lidt svært helt nøjagtigt at svare konkret på. Men jeg har i al fald en behagelig følelse indeni bagefter. Som om noget er faldet på plads uden jeg gjorde noget selv, og at verden nu kan køre videre. Sådan en lille underlig stop-op-og-tæl-til-ti øvelse.

Vi har virkelig haft nogle lækre solskinsdage her på det sidste, og jeg nyder det! Så nu glæder jeg mig også bare til at sommeren rigtigt kommer. For nu har jeg nemlig fået gang i min lille urtehave og hyggelounge til en forhåbentlig lang sæson ligesom sidste år.