Hvis man gik og troede, at en graviditet altid var easy – så nej! For ud over alle generne var jeg også igennem en første trimester scanning, hvor man opfordrede mig til at overveje abort, fordi man mente, at sandsynligheden for Downs syndrom (eller det der var værre) var høj.

Dernæst blev jeg i juli måned påkørt af en vanvidsbilist, der forårsagede, at jeg ret eksplosivt fik usædvanligt meget vand i kroppen, hvilket gjorde det enormt smertefuldt og svært at være nogen steder eller gøre noget som helst i de sidste par måneder af mit svangerskab. Det udløste derpå også en stressreaktion i hele min ene arm, som gjorde, at den sov og gjorde mega ondt 24/7. Alt dette bevirkede til, at jeg slet ikke fik sovet mere end 5-15 minutter ad gangen og højst 2 1/5 time sammenlagt i løbet af hele dagen og natten. Jeg var derfor i et kæmpe underskud af søvn allerede inden fødslen, og bivirkningen forlod ikke min arm før 6 uger efter fødslen, hvor jeg havde været gennem gentagne behandlinger ved hhv. fysioterapeut, akupunktør og kiropraktor.

Med hensyn til første trimester scanningen, så tog de jo helt fejl! For min lille B fejlede absolut intet! Men der var en trisomi på nummer 7, hvor det ekstra kromosom dog sad i moderkagen og ikke i lille B. En mosaik, som de kalder det, når den slags sker. Ja, så har man hørt det med 😳 Men havde lille B haft Downs, så havde jeg valgt ham alligevel – for det er også mennesker, og endda nogle utroligt kærlige nogle af slagsen ❤️ 

Men som om det ikke var nok, så var de også nødt til at sætte fødslen i gang før tid, fordi mit blodtryk steg og lille B begyndte ikke at tage nok på i vægt og dermed afveg fra sin vækstkurve. Dette, mente man senere, skyldtes det eksplosive meget vand i kroppen, således at kroppen ikke længere kunne give lille B nok næring gennem moderkagen. Altsammen på grund af en sindsygt uansvarlig mand i en sort Mercedes 😡

Igangsættelse af fødsel

Jeg blev således forsøgt igangsat, hvilket ikke lykkedes før efter 3 dage med hele striben af værktøjer; Augusta piller (over 2 dage), ballon-katetere (hele 2 gange), hindesprængning OG ve-drop (der resulterede i en ve-storm). Behøver jeg at fortælle, hvor udmattende og smertefuldt alt dette var i længden? For vi snakker altså også 3 dage med veer, inden at selve fødslen gik i gang… ja værsgo og tak, du! 🥵

Aftenen inden, at lille B blev født, kunne de dog godt have taget vandet. Men grundet travlhed på fødegangen måtte jeg vente natten over til dagen efter, og det sidste ballon-kateter var således oppe i over et døgn, selvom man anbefaler, at det max er oppe i 12-18 timer – hvilket nok også er grunden til at jeg senere fik en infektion. For i løbet af natten begyndte jeg at mærke smerter i underlivet, som om at kateteret lavede indre rifter. Men til trods for at jeg gav udtryk for dette, blev jeg bare mødt af en forklaring om, at der intet var at bekymre sig om. Det vender jeg lige tilbage til.

Fødselsberetning

Næste formiddag blev det dog endelig min tur til at komme på fødegangen, og efter at de tog vandet og fik lagt et ve-drop, fik jeg arbejdet rigtig godt med veerne. Ja gu’ var det hårdt, men intet mere end hvad jeg forventede eller kunne håndtere – lige indtil jeg altså fik ve-storm! For jordmoderen blev ved med at skrue op for styrken i ve-droppet, hvilket gjorde, at jeg næsten besvimede. Det hele tog pludselig til med raketfart, og da jordmoderen ikke ville skrue ned for ve-droppet, var jeg nødt til at bede om en epidural – noget som jeg ellers havde sagt nej til tidligere.

Det var nok også gået uden, hvis ellers min egen krop havde fået lov at regulere veerne på normal vis. Men shit altså hvor er det ve-drop altså heftige sager, der føles som om, at du er ved at eksplodere indefra. Det er virkelig ikke for sarte sjæle, når først såden en ve-storm rammer! 🫨😬🥵

Selve smerten ved at få lagt epiduralen var ikke noget særligt, som jeg ikke kunne klare. Nej det var mere dét, at jeg skulle sidde musestille og helt oprejst i lidt over et minut, alt i mens jeg havde ve-storm med heftige veer. Dér får man altså virkelig testet, hvor badass man er til at håndtere smerte, skal jeg lige hilse og sige! 🥵 Men da epiduralen var lagt og endelig begyndte at virke efter ca. en 45 minutters tid, kunne jeg igen være i det. Jeg kunne stadig mærke veerne, men dog atter arbejde godt med dem i form af korrekt vejrtrækning og fokus.

Det gik så godt, at jeg på ganske få timer (måske 4 timer) gik fra at have åbnet mig fra 3 til 10 centimeter, og derefter begyndte presseveerne. Jordmoderen mente dog stadig, at der minimum ville gå 6-8 timer før, at lille B var klar til at komme ud. Så hun bad mig bare om at være i det og gå i flow med presseveerne, hvilket jeg så gjorde. Det føltes som om, at jeg havde en vandmelon indeni, der tyngede nedad. Men det var dog ikke noget, som jeg ikke kunne håndtere. Det var bare en underlig følelse, og jeg fik i denne periode både drukket kakaomælk og spist pære/banan yoghurt – to af mine cravings i de sidste uger af mit svangerskab. Knap 3 timer senere var lille B’s hovede dog at skimte, og en noget overrasket jordmoder måtte således allerede begynde at gøre forberedelse til, at nu gik vi altså i fødsel. 

Den værste frygt

Under hele mit svangerskab var jeg nervøs for at miste vores lille ønskebarn på den ene eller den anden måde. Hvilket jeg næsten følte blev til en grusom virkelighed hele 3 gange! For ikke nok med at den første trimester scanning var en ulykkelig oplevelse og derefter selve påkørslen fra den sorte Mercedes, nej så oplevede jeg også, at jeg fik ekstremt høj feber en lille time inden, at lille B blev født. Jeg havde det fint og var som sagt klar til at gå i gang med selve fødselsdelen, da jeg pludselig begyndte at fryse helt sindsygt. Faktisk så meget at jeg slet ikke kunne styre kroppen for rystelser. Jeg fik derfor lagt endnu en VPK/venflon (for fjerde gang, fordi vandet i kroppen besværliggjorde det), hvor man derpå gav mig antibiotika i drop. Men her var lille B altså allerede på vej ud, og jeg skulle derfor begynde at føde – og 1, 2, 3 presseveer og så var han ude.

MEN så blev der kaldt ‘dårligt barn’, og pludselig stormede 10-12 mennesker ind på stuen for at få liv i lille B, der næsten ikke trak vejret. Det var ganske frygteligt og en traumatisk oplevelse, som stadigvæk sidder i mig. For under hele mit svangerskab var min største frygt vedrørende fødslen ikke smerterne. Dem skulle jeg nok klare på den ene eller anden led. Nej det var, at noget skulle gå galt, så jeg mistede mit barn, hvilket pludselig var noget, der kom meget tæt på at ske. Det giver mig stadig en klump i halsen, når jeg tænker tilbage på det.

Ventetid

Men de er dygtige på fødegangen, og de fik ordentligt liv i lille B, der efter 7 minutter blev kørt på Neonatal intensiv afdeling. Jeg måtte dog blive tilbage på fødegangen, hvor jeg skulle syes og gennemgå diverse kontroller og procedurer, og ved gud hvor jeg led mentalt i de tre timer, der gik, inden jeg langt om længe fik lov både at se og holde lille B for første gang 💙

Glæden ved endelig at holde ham slår alt, og da jeg endelig fik ham i mine arme, åbnede han for første gang sådan rigtigt sine øjne for ligesom at sige “Nå der er du jo, Mor, hvor blev du af?” Jeg husker ikke om jeg tudede udenpå, men hold nu fast hvor vandet flød over indvendigt. For om morgenen havde jeg siddet og sagt til ham inde i maven, at denne dag ville være en god dag at komme til verden på. Så det skulle være i dag, at vi gjorde det, og at jeg nok skulle være der til at tage imod og passe på ham, når han kom ud – hvilket jeg jo så ikke kunne holde. Så skyldfølelsen over ikke at have været der for ham i hans første levetimer nagede mig dagligt i ugevis.

Efter at lille B kom ud af kuvøsen på Neonatal intensiv, blev vi flyttet til Neonatal nedenunder. Men her blev alt atter forvandlet til et mareridt af et yderst uprofessionelt og direkte ondskabsfuldt personale, der drev decideret psykisk hetz mod os og gjorde deres ondskabsfuldheder til daglig underholdning inde i personalestuen, hvor jeg flere gange overhørte, hvor grimt de omtalte patienterne (os inklusiv). Dette var en ganske frygtelig tid, som jeg stadig ikke er kommet mig over, og som jeg kommer til at klage over i en sådan grad, at jeg er parat til at bruge årevis på det. For magen til skandaløs adfærd overfor nybagte forældre har jeg da aldrig oplevet! På dén afdeling er det mere et ‘sygt hus’, end et ‘sygehus’ hvor man faktisk har lov til at være syg – for de havde absolut ingen forståelse for, at jeg faktisk OGSÅ stadig var indlagt, fordi jeg rent faktisk var syg pga infektionen og diverse senfølger.

Home, Sweet Home

Intet blev altså som planlagt eller forventet, og jeg føler næsten, at den eneste oplevelse, som jeg manglede at krydse af på listen, var et kejsersnit.