Videre til de evige jordbær enge, mælkebøtte marker og æbletræer…

Følelsen af tomhed er altoverskyggende i disse dage, for jeg har lige begravet et stykke af mit hjerte i den spirende danske sommermuld. Min store kærlighed med hængeører er her ikke mere. Sigge er nemlig rejst over kaninregnbuen til de evige jordbær enge, mælkebøtte marker og æbletræer.

Selvom han ikke var stor i størrelse, så fyldte han meget i mit liv, og det tomrum han har efterladt er enormt. Så når følelsen af at kunne græde hele tiden endelig stilner lidt af for en stund, føler jeg mig som en zombie, der er helt distanceret fra omverdenen. Der er ligesom kun én tanke, der fylder i mit hovede – at Sigge mangler! Alt andet glider bare i baggrunden. Det er ikke vigtigt lige nu. Men det er mærkeligt, at et så lille væsen kan betyde så meget. Mange forstår det ikke. “Det var jo bare en kanin”, tænker de. Men for mig var han symbolet på betingelsesløs kærlighed. Noget man sjælendt finder i mennesker.

Selvfølgelig har jeg også elsket mine tidligere kæledyr. Men Sigge og jeg havde bare et helt særligt bånd, fordi hans liv var meget sygdomspræget og imod alle odds fra starten. Han var ikke født under en heldig stjerne, som man siger, faktisk var han ud af direkte dårlig avl – men det vidste jeg intet om, da jeg gav ham et hjem. Det blev derfor til mange dyrlægeregninger og hårde dage med at få ham op at køre igen. Men Sigge var en fighter, og han kom sig altid. Men dét at få vendt de mange nedture skabte ligesom en særlig forbindelse, som nu bidrager endnu mere til tomheden.

Jeg var lidt i tvivl, om jeg skulle dele mine tanker og følelser om dette her på bloggen. Men så dejlig et væsen, som Sigge var, fortjener sq en post for sin kærlighed, som jeg var så heldig at nyde godt af i næsten 6 år. Bloggen er jo desuden min, så jeg må skrive om præcis, hvad jeg vil. Andre kan jo bare lade være med at læse med. Fordi for mig er det også en slags form for terapi at dele, uanset om andre læser med eller ej.

Det tunge ansvar

At aflive ens kæledyr er aldrig en let beslutning. Men når man påtager sig ansvaret for et kæledyr, må man også være ansvaret voksent og sige stop, når det er tid. Sandt at sige så havde jeg lovet mig selv, inden vi tog afsted, at Sigge skulle med hjem i live dén dag! Om ikke andet så til observation i nogle dage. Så jeg havde derfor naturlig nok intet forberedt, hverken praktisk eller mentalt. Men sådan skulle det altså bare ikke gå denne gang. For hvor meget det end smertede mig at sige farvel, så tvang jeg mig selv til at gennemføre det.

Sidste år havde jeg faktisk to gange decideret booket aflivning af Sigge, da jeg ikke troede, at tingene kunne vende. Men hver gang dagen oprandt og vi tog afsted, så var Sigge vendt på en tallerken og havde af nærmest uforklarlige årsager selv afklaret sit tandproblem. Så dyrlægen sagde faktisk, at det ville være synd at aflive ham på de vilkår. Det gav os derfor næsten ét år mere sammen.

Men da problemet denne gang havde nået karakter af nye dimensioner, traf jeg altså den svære beslutning med det samme. Så med tårerne trillende ned ad kinderne, holdt jeg min dyrebare ven i min favn på hans sidste rejse. Det blev desværre ikke nemmere af, at Sigge ikke ville give op. For normalt giver man 1 sprøjte til at sove ind på og så derpå den sidste, som er en overdosis. Men Sigge måtte have hele 4 sprøjter, før han sov nok til at få den sidste. Jeg var derfor næsten flere gange ved at fortryde og løbe ud ad døren med ham i favnen og sige “vi kommer tilbage en anden dag”. Som jeg jo egentlig også havde regnet med…

Men jeg havde ikke Sigge med hjem i levende live dén dag. Kun en død kanin og den sorgfulde smerte, som følger med, når man mister én, som man virkelig elsker. Og alt var tomt. Og koldt. Og fremmed. For det er ikke det samme hjem uden ham. Min hjerne lytter automatisk hele tiden efter hans lyde eller kigger sig om efter ham i forventning om, at han snart dukker op. Men Sigge kommer mig ikke i møde, selvom min hjerne kalder på ham. Det er så mærkeligt, når ens hjerne kan gå i stå og have svært ved at begribe, hvad den ved er sandt. Men tiden er sat i stå her. Indtil videre.

Selvom jeg udmærket godt ved, at Sigge ikke længere eksisterer andre steder end i erindringen, så forestiller jeg mig alligevel, at han lige nu ligger og hygger sig i solnedgangen med en buffet af lækkerier sammen med alle de andre kaniner, der også er draget videre.

Sigge, sommeren 2019.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s