The Depp case

Røgen fra bålet af den skandaleramte Will Smith, der under dette års Oscar-uddeling gik op på scenen og gav komikeren Chris Rock en syngende lussing, er knapt nok dampet af, før en ny opsigtsvækkende scene udspiller sig. Denne gang er der tale om en retssal i Virginia, USA, hvor Johnny Depp sagsøger sin ex-kone, Amber Heard, for 50 millioner dollars, fordi han mener, at hun bevidst har tilsværtet hans gode navn og rygte og således ødelagt hans karriere.

Selve retssagen bliver transmitteret live på YouTube via Law & Crime Network, og det er bestemt ikke småting, som offentligheden får lov at høre om det ellers tidligere så famøse par. Blandt andet er det kommet frem, at Johnny Depp oplevede en voldelig barndom, at Amber Heard lider af den ustabile personlighedsforstyrrelse ‘Borderline’ samt at hun ikke bare direkte sked i Johnny Depps seng, men også direkte er skyld i at et stykke af hans ene finger blev skåret af, da hun i ét af sine mange raserianfald smed vodkaflasker efter ham.

Depp ÉR Sparrow

Retssagen startede den 12. april i år og er fastsat til at forløbe sig over hele 6 uger. Generelt følger jeg sagen på YouTube, fordi den er bizar og til tider ganske tragikomisk – ikke mindst dengang hvor Johnny Depp selv indtog vidneskranken.

For udover at det faktisk er lidt småhyggeligt at høre på Johnny Depps rolige stemme, så viser han også, at det i sandhed var HAM, der skabte Jack Sparrow-karakteren, som vi kender den. For det er næsten som at følge en lettere ædru Sparrow vidne, når Depp kommer med sine småhumoristiske kommentarer til Amber Heards forsvarer, Mr. Rottenborn.

Selve forsvarsadvokaten Mr. Rottenborn fremstår i mine øjne ikke som en særlig professionel eller dygtig forsvarer, der styrker Amber Heards sag. Faktisk virker han ret novice og gør konstant så mange indsigelser, at juryen måske alene på dén baggrund allerede har taget parti. For eksempel gjorde han på et tidspunkt indsigelse imod sig selv i sit eget krydsforhør – wtf! Han fremstår altså tydeligvis ikke som en advokat, der ved, hvilket farvand han svømmer i, og det er til Depps fordel. Men derudover klarer Johnny Depp nu også Mr. Rottenborns krydsforhør ganske glimrende. Forsvareren smider nemlig alt muligt efter Depp i håb om, at få ham til at tabe besindelsen, så han kan fremstå som dét monster, som Mr. Rottenborn på Amber Heards vegne gerne vil tegne et billede af Johnny Depp som. Men det lykkedes ikke Mr. Rottenborn, fordi Depp er rimelig chill og tager tingene med et humoristisk touch. Noget som både salen og internettet virker ret begejstrede for, og som der allerede er kreeret adskillige memes på baggrund af.

  • Eksempel nr. 1: Mr. Rottenborn spørger Johnny Depp om noget, som han så ikke lader Depp svare på, fordi han faktisk ikke ønsker at høre svaret. Han afbryder derfor Johnny Depp, hvortil Depp svarer: “I haven’t finnished my sentense. How do you know?”
  • Eksempel nr. 2: Mr. Rottenborn til Johnny Depp “And you were drinking pretty heavily”, hvor Depp hurtigt spørger tilbage “Were you there?”
  • Eksempel nr. 3: Mr. Rottenborn fortsætter sit korstog med at udpensle Depps alkoholforbrug, hvor han f.eks. spørger “You would sometimes drink whiskey in the morning too, right?”, hvortil Depp svarer “Isn’t happy hour anytime?”
  • Eksempel nr. 4: Videre til Johnny Depps stofmisbrug spørger Mr. Rottenborn “You had pills, right? With Marilyn Manson?”, og her knækker Depp lidt et grin mens han svarer “I once gave Marilyn Manson a pill. So that he would stop talking so much.”
  • Eksempel nr. 5: Mens Mr. Rottenborn er i gang med at krydsforhøre Johnny Depp, kommer et jurymedlem desuden til at nyse, hvortil Depp helt automatisk siger “Bless you.”

Depp uskyldig?

Selvfølgelig har Johnny Depp selv en del lig i lasten, og ja han ér en tidligere stofmisbruger-og alkoholiker, der selv udtaler, “at han har prøvet alle de stoffer, der findes”. Det virker dog alligevel meget besynderligt, at han først midvejs i 50’erne skulle begynde at udøve vold mod andre, hvorimod Amber Heard faktisk er dén, som der har en lang forhistorie med voldlige raserianfald.

Dertil har hun udtalt, at hun brugte en meget specifik makeup-palette til at dække sine mange påståede skader forvoldt af Johnny Depp. Men desværre for hende har firmaet bag selvsamme palette nu været ude offentligt og meddele, at de ikke satte paletten i produktion før efter, at Amber og Depp var blevet skilt, hvilket betyder, at Amber Heard altså ikke kan have brugt paletten, som hun ellers påstår. På billedet nedenunder påstår Amber Heard desuden også, at Johnny Depp havde brækket hendes næse dagen før samt givet hende to store sæbeøjne (black eyes) og forstuvede ribben, hvilket virkelig er svært at se – men jeg er selvfølgelig ikke læge.

Ifølge Amber sidder hun her med forstuvede ribben, to sæbeøjne og en brækket næse.

Hvorfor Depp måske vinder denne retsag?

Personligt er jeg forkæmper for kvinders rettigheder, og jeg støtter op om MeToo-kampagnen, der har været vigtig i kampen mod mansplaining, gaslighting og sexisme. Men det her er så langt ude, at jeg overhovedet ikke kan forstå Amber Heards påstande. Hendes historier fremstår uden logik, hvor en stor del af detaljerne ikke rigtigt hænger sammen. For de fremstår på en måde, som er typisk for én, der ikke har oplevet tingene, ville forestille sig, at sådanne ting foregik. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at Amber Heard er en virkelig dårlig manuskriftforfatter af sit eget narcissistiske show. For på mig har hun netop altid virket som en manipulerende person med en personlighedsforstyrrelse, hvilket præcis også er det billede, som bliver tegnet under retsalen, både inden-og udenfor retsbygningens mure.

Selvom jeg altid har syntes om Johnny Depp som skuespiller, så tabte jeg en del respekt for ham som person, da han forlod sin daværende franske kæreste Vanessa Paradis – som han i øvrigt har børnene Lily-Rose og Jack sammen med – til fordel for Amber Heard. Men gennem denne skandalekrig mellem de to stridende parter er min respekt for Johnny Depp dog atter genopstået. For det er tydeligt, at han er en sart introvert med masser af ar på indersiden fra en plaget barndom med fysisk vold i hjemmet, og som prøvede i årevis at tilfredsstille en narcissistisk manipulator.

Den opfattelse bidrager blandt andet de uendelige mange lydoptagelser optaget af Amber Heard selv til. For de er nærmest sindssyge at lytte til, og det er Amber selv, der primært står for sindsygen. Man hører en personlighedsspaltning for fuld udblæsning presse en introvert til at knække, og man kan kun spørge sig selv om, hvorfor Amber Heard har optaget alt det materiale over så mange år, hvis ikke det var fordi hun måske netop spekulerede i, at køre Johnny Depps navn gennem sølet..?

Og hvis endelig at Depp skulle ønske at ødelægge hende, som hún anklager ham for, hvorfor har han så ladet hendes mange venner og familie bo kvit og frit på hans luksuriøse ejendomme i årevis? Og hvorfor ville han ønske vidner til hans misbrug? Det hænger ligesom ikke sammen. For normalt isolerer man typisk sine ofre, når man udsætter dem for overgreb. Man udstiller ikke sine ugerninger frivilligt med publikum. Desuden er det kommet frem, hvordan Amber overfor en ven i telefonen skriger, at Johnny skal lade være med at slå hende – alt imens at Depp altså står flere meter væk. Dette bliver opdaget af en bodyguard, som kommer ind og overrasker Amber, der troede, at hun var alene med Johnny til hendes ‘lille forestilling’.

Men hvorom alt er, så er man vist ret langt ude og skide, når man bogstaveligt talt giver sig til at skide i andres seng, hvilket Amber gjorde i Johnnys side af sengen efter endnu ét af deres mange skænderier.

Jeg kunne skrive for og imod og spalte op og ned om denne sags udvikling – men det er simpelthen for omfattende. Så i stedet kan jeg kun opfordre til at finde popcornene frem og følge med enten live eller på de optagede videoer fra retsdagene, som bliver lagt ud på nettet efterfølgende – god fornøjelse!

Skriv en kommentar