Idag er det 20 år siden, at terrorangrebet på USA fandt sted. De fleste af os husker formentlig, hvor vi var og hvad vi foretog os, da angrebet på World Trade Center skete. For det skete nemlig live på tv lige foran øjnene af os.
Tilbage i 2001 gik jeg stadig i folkeskole. Der var dengang ingen sociale medier. Så jeg fordrev blandt andet tiden med at læse bøger og ungdomsblade som f.eks. Bravo, Popcorn, Girls og Vi Unge. Der var heller ingen streamingstjenester til, så biograferne kunne stadig trække store folkemængder ind for at se film som f.eks. ‘Ocean’s Eleven’, ‘Shrek’ og ‘Harry Potter og De Vises Sten’. Samme år slog Shakira også internationalt igennem med megahittet ‘Whenever, Wherever‘, Sophie Ellis-Bextor begik ‘Murder On The Dancefloor‘ og Christina Aguilera og Co. genindspillede med stor succes en lækker fræk version af ‘Lady Marmalade‘ til filmen ‘Moulin Rouge’. Verden var stor, men ikke stor nok til at jeg på daværende tidspunkt interesserede mig for, hvad der foregik af interne stridigheder og i politik derude. Jeg boede jo i den trygge lille andedam, Danmark, og det mest voldsomme jeg havde hørt om herhjemme, havde nok været om Peter Lundin samt om den store nordiske rockerkrig, som sluttede i 1997.
Men dén småkedelige tirsdag i september 2001 var jeg lige kommet hjem fra en ganske normal skoledag. Jeg havde tændt for tv’et inde på mit værelse, som kørte i baggrunden, da min far kom hjem fra arbejde og kom ind for at høre til, hvordan min dag havde været. Mens vi snakkede, så jeg pludselig nogle helt vilde og forfærdelige billeder udspille sig på direkte tv – som var gået i ‘breaking news’. Det ene tvillingetårn brændte pga af et flystyrt. Men ret hurtigt udviklede situationen sig, da endnu et fly bragede direkte ind i det andet tvillingetårn. Dér vidste jeg med det samme (ligesom alle andre nok gjorde), at der ikke længere var tale om et uheld. Jeg var derfor i chok. Jeg kunne dårligt tro, hvad jeg lige havde set. Hvad foregik der lige?
Jeg husker, at min far satte sig ved siden af mig og sagde “Det er alvorligt, dét her”. Vi sad begge tavse, mens min hjerne prøvede at finde ud af, hvad det dog gik ud på? Hvem ville med vilje flyve fly ind i de tårne og hvorfor? Jeg forstod det simpelthen ikke.
Men det var her at ordet ‘terror’ for første gang sådan rigtigt indtrådte i mit ordforråd og bevidsthed – for det var jo, hvad der var tale om. Men alligevel… hvorfor?
56 minutter senere styrtede det første tvilligetårn så sammen. Jeg sad lamslået nogle øjeblikke uden at trække vejret, hvorefter jeg bare begyndte at græde stille.
Jeg husker at min far sagde noget i retning af “Det her er historie, der skrives lige nu. Verden vil tale om dette her i mange år fremadrettet, og din generation kommer aldrig til at glemme det”.
Her 20 år senere kan jeg konstatere, at min far fik ret. Jeg får også stadig en sær sitren i kroppen hver gang jeg bliver mindet om 9/11. Dagen, hvor jeg så et stykke verdenshistorie blive skrevet. Dagen, hvor horrible livsscener foregik uden censur. Livsscener af folk i rædsel, flygtende ud i gaderne dækket i tyk støv. Livsscener af folk, der hoppede ud af tårnene og ned i den visse død. Det var skrækkeligt. Stakkels mennesker.
Jeg tror mit liv og opfattelse af verden ændrede sig dén dag. Derfor valgte jeg også i 2007 at besøge Memorial & Museum i New York. Det var en meget stærk oplevelse. For jeg kunne levende forstille mig de to mastodonter, der havde tårnet sig op på den smalle plads. Men derved kunne jeg også forstå de enorme rystelser, jeg havde set på tv, da tårnene kollapsede. Jeg husker ikke, hvor lang tid jeg brugte på mindepladsen, for tidensfornemmelsen forsvandt ligesom bare. Jeg blev suget ind i fortiden og dens skrækkelige livebilleder på tv, der udspillede sig for mit indre øje. Jeg fældede også et par tårer, da jeg så de mange laminerede tegninger og breve fra de børn, der havde mistet én, som de havde kær. “I remember riding on my daddy’s shoulders”, stod der blandt andet på ét af dem.
Selvom selve stedet rummede en fredfyldt og rolig atmosfære midt i den summende metropol, så føltes det alligevel som om at jeg kunne fornemme, hvilken rædsel og panik der havde udspillet sig dér 6 år tidligere. Hvilket afsavn tusindvis af familier stadig sad tilbage med. Altsammen samlet på dette ene sted.
Her 20 år senere ved vi allesammen kun alt for godt, hvad 9/11 handlede om og hvorfor det skete. Vi har vænnet os til at terrorisme er noget, der kan ske overalt og til hver en tid. Vi har lært at leve med frygten.
Man kan mene meget frem og tilbage. Om at der findes større ondskab, mennesketab, krige, skyld, skam og så videre. Men for mig var det ikke bare et angreb på nogle bygninger, uskyldige mennesker og USA. 9/11 var et angreb på et ikon, der repræsenterer alle os i den “frie verden”. Planlagt og udført af nogen, som ikke ønsker at vi beholder vores frihed og rettigheder. De er desværre stadig derude og de har stadig planer om at ramme os. Helst når vi mindst venter det.
Derfor vil jeg i dag dedikere mit indlæg til mindet om 9/11, da det er vigtigt at vi stadig bekæmper de mennesker, der ikke ønsker os andre det godt.
Så gå med fred, og vær god ved dig selv og andre!
Nutidens Lady Aleta 