Hvem mon vinder dette års Oscar?

Den årlige Oscaruddeling er lige rundt om hjørnet. Ja faktisk er det allerede på søndag eller rettere natten til mandag, og jeg er derfor i fuld gang med at gennemse de nominerede film. Sidste år fik jeg 17 ud af 24 kategorier rigtige, og den rekord satser jeg på enten at slå eller bevare. Jeg skal som sædvanen tro ind i biografen til den røde løber og se showet livestreamet fra Englenes By. Men hvilket outfit, jeg vælger til nattens event, er endnu ikke helt besluttet. Men det er dog et luksusproblem.

Kedeligt felt

Selve Oscar-feltet er desværre temmelig kedeligt i år, og hele showet er da også ved at være blevet til en sand farce med både manglende vært, invitationer og showændringer. Men dét i sig selv skal sikkert nok blive interessant at se, hvorledes det så vil løbe af stabelen. Selve problemet skyldes populært sagt, at Oscar-Akademiet ønsker at fornye sig for på den måde at skabe højere seertal. Men i min optik er dét netop deres problem. For i deres iver på at please det mainstreame publikum, så fejler de stort og skyder ved siden af for at indfange nogle i forvejen illoyale seere. Helt personligt vil jeg ikke se Oscar-uddelingen for at se mainstream ligegyldighed, og ej heller forherligelse af de samme filmfolk og skuespillere som ikke nødvendigvis leverer pragtpræstationer hver gang. Nej, jeg vil se glamouren blomstre, høre taler om noget på hjertet og se film blive nomineret og vinde, fordi de virkelig fortjener det og har gjort noget ud over det sædvanelige. Fordi de går over i historien som filmklassikere, og ikke fordi det er en del af rygklapperi eller crowdpleasing. Så jeg venter stadig på, at Oscar-uddelingen finder tilbage til sit gamle fine ståsted, men det bliver sikkert heller ikke i år at det kommer til at ske. Men jeg skal nu se det alligevel for man ved jo aldrig.

‘Bohemian Rhapsody’ 

Min absolutte filmfavorit er filmen ‘Bohemian Rapsody‘, der er nomineret til 5 oscars for hhv. Bedste Film, Bedste Mandlige Hovedrolle, Bedste Lydmiks, Bedste Lyd-redigering og Bedste Filmklipning. Kategorier som alle er velfortjente, og som jeg derfor inderligt håber at den tager hjem. Jeg tipper i al fald på, at Rami Malek vinder for Bedste Mandlige Hovedrolle og at filmen vinder for Bedste Lydmiks.

Kategorien ‘Bedste Film’

Én af de mange nominerede i feltet er ‘Roma‘, som er nomineret til hele 10 Oscar-statuetter. Dog finder jeg den hverken særlig Oscar-eller anbefalingsværdig, men bevares. Den har da noget kunstnerisk over sin sort/hvide filmversion og glidende sceneovergange. Men jeg har udelukkende set filmen, fordi den var nomineret, og jeg regner bestemt aldrig med at se den igen. Dog vinder Alfonso Cuarón næsten helt sikkert for Bedste Instruktion.
Umiddelbart tror jeg, at det bliver et lidt close race mellem mange af de stornominerede film. Jeg tænker f.eks. at ‘Roma’ vinder for Bedste Ikke Engelsk-sprogede Film, så den ikke behøver at vinde for Bedste Film. I dén kategori tror jeg nemlig mere på at ‘Green Book‘ går hen og vinder, da jeg også tror at den vinder for Bedste Originale Manuskrift. Men det er dog et vildt gæt, I know. For det kunne da også sagtens gå hen og blive ‘Vice‘, der vinder. Men den film finder jeg dog både halvkedelig og uværdig til at vinde så stor en kategori. Men den vinder nok ret sandsynligt for Bedste Hår Og Makeup samt Bedste Klipning, hvilket også er helt fortjent taget konkurrenterne i betragtning. Derimod syntes jeg at Adam McKays tidligere film ‘The Big Short‘ var eminent. Men den vandt f.eks. kun én Oscar for Bedste Adapterede Manuskrift, selvom den dengang var nomineret til hele 5 statuetter.

Vil undgå “racisme-kortet”

Selvom ‘Black Panther‘ er en udmærket og underholdende film, så tror jeg ikke at den vinder nogen statuetter. Den har slet ikke det rigtige Oscar-materiale, men er nok mest blevet nomineret for at undgå et nyt #OscarSoWhite ramaskrig igen.
Plottet til ‘BlacKkKlansman‘ er morsomt og finurligt, men så stopper festen ligesom også der, synes jeg. Jeg syntes nemlig, at det var elendigt skuespil, navnligt fra Adam Drivers side. Det var slet ikke troværdigt spillet, at den ene skulle kunne udgive sig for at være den anden – og slippe afsted med det. Jeg håber seriøst, at personerne i virklighedens historie var meget mere overbevisende. Dog blev jeg grebet af filmens måde at fremstille, hvordan der findes så mange ignorante hvide mennesker derude, som brænder op indeni af dumhed og had. De burde virkelig ikke gå frit rundt, og jeg følte direkte væmmelse mod dem – og her taler jeg selvfølgelig om Ku Klux Klans medlemmer. Jeg var dog ret vild med filmscoren til filmen, selvom kategorien Bedste Originale Score nok ender med at gå til ‘If Beale Street Could Talk‘. Her vinder Regina King nok også en statuette for Bedste Kvindelige Birolle, mens det næsten er stensikkert at Mahershala Ali render med statuetten for Bedste Mandlige Birolle for sin præstation i ‘Green Book’.

Lady Gaga er med

Jeg syntes rigtig godt om ‘A Star Is Born’, men jeg tror desværre kun at den vinder for sangen ‘Shallow‘ i katergoien Bedste Originale Sang, selvom den er nomineret til 8 Oscars. Personligt var jeg imponeret både over Lady Gagas skuespil og filmens manuskiftet. Men jeg tror ikke at Akademiets snobbede medlemmer vil give den stemmer nok til at den faktisk vinder. Lady Gaga er nok ikke “fin nok” til dem. Men jeg glæder mig til at se hendes kjole (og alle de andre selvfølgelig) samt se hendes optræden under showet med nummeret ‘Shallow’.

Dokumentarerne

En stærk runner up til Bedste Orignale Sang er sangen ‘I’ll Fight‘ fra dokumentarfilmen ‘RBG‘. En film, som jeg virkelig vil anbefale folk med Netflix-adgang at se. Det er en interessant feel-good-fortælling, som belyser en vigtig kamp i USAs retssystem og samfund samt hylder et ikon fra vor tid. Derfor tror jeg også at ‘RBG’ vinder for Bedste Dokumentarfilm.
Den fine og rørende fortælling i dokumentarfilmen ‘Black Sheep‘ bliver mit bedste bud på en vinder i kategorien Bedste Korte Dokumentar medmindre den bliver overhalet af ‘Lifeboat‘.

Olivia Colman vs. Glenn Close

The Favourite‘ er en mærkelig film og til tider halv-odiøs. Den er nomineret til 10 Oscars og jeg vurder at den vinder 2 for hhv. Bedste Produktionsdesign og Bedste Fotografering, selvom sidstnævnte kategori snildt kunne gå til ‘Roma’. Egentlig ville jeg også give Olivia Colman en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, men alle rygter siger at det bliver Glenn Close, som vinder den for filmen ‘The Wife‘ som en slags “medlidenhedsoscar”. ‘The Wife’ er en okay film, og Gleen Close spiller også okay, men slet ikke nok til at vinde en Oscar. Men det kan være Akademiet i en nøddeskal.

Animations-kategorierne

Selvom jeg rigtig godt kunne lide ‘Ralph Breaks The Internet‘, så tror jeg nu at det bliver ‘Spider-man: Into The Spider-verse‘ som går hen og vinder i kategorien Bedste Animationsfilm. Men det er dog også velfortjent, da den er både flot, anderledes og interessant.
Der er mange gode film i kategorien Bedste Korte Animationsfilm, men her tipper jeg på, at Pixars ‘Bao‘ vinder, og ellers ville jeg vælge ‘One Small Step‘.
Selvom kategorien Bedste Visuelle Effekter ikke er en animations-kategori, så tager jeg den alligevel med her, da det en kategori baseret på computerteknologi. Her lader det til at ‘Avengers: Infinity War‘ vinder, selvom jeg personligt synes at næsten alle de nominerede er lige værdige. Mit hjerte banker selvfølgelig for ‘Solo: A Star Wars Story‘, men jeg ved godt fra tidligere Oscaruddelinger at den nok ikke vinder. Ej heller ‘Ready Player One‘, selvom den virkelig også er flot.

Skriv en kommentar