Oscar 2021

For et par uger siden løb den årlige Oscar-uddeling af stablen. Men for mit vedkommende foregik det – for første gang i over et årti – hjemme i stuen fremfor i biografen. Det var ret anderledes, men også ganske hyggeligt. 

Vi dressede op, som vi plejer. Men i stedet for at tage ud og spise på restaurant forinden, bestilte vi take-away fra Chicago Roasthouse. Det var nu også helt udmærket, men man manglede måske at blive opvartet lidt. Normalt vises der i biografen også en Oscar-nomineret film forud for selve showet. Så vi valgte at se ‘Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan‘. Det var den første Borat-film, som jeg har set i sin fulde længde, og jeg synes nu stadig, at det er lidt for syret til mig. Jeg skal i al fald se den slags film sammen med andre mennesker, så vi i fællesskab kan reagere på, hvor sindsyg underligt et univers det er. Selvom jeg må indrømme, at Maria Bakalova leverede en fin, obskur og modig præstation, så havde det dog været for meget, hvis hun faktisk også havde fundet en Oscar for den. Oscaren for Bedste Kvindelige Birolle gik derimod til koreanske Yuh-Jung Youn for hendes bedstemor-rolle i ‘Minari‘ (biografaktuel). Men det var også velfortjent. For uden hende (og den lille cute Alan S. Kim) havde den film ikke været noget værd. Jeg havde dog undt Glenn Close statuetten for hendes fantastiske bedstemor præstation i ‘Hillbilly Elegy‘ (kan streames på Netflix). Men atter en gang blev hun forbigået, og skrev sig dermed ind i historien som den mest Oscar-nominerede kvindelige skuespiller, som endnu ikke har vundet en statuette. Det undrede mig desuden også at netop denne film ikke var nomineret i kategorien Bedste Makeup. For jeg syntes faktisk, at den skilte sig ud i sin forvandling af skuespillerne, så de passede troværdigt til filmens karakterer. Men det blev ‘Ma Rainey’s Black Bottom‘ (kan streames på Netflix) som løb af med statuetterne for både Bedste Makeup og Bedste Kostumedesign. Af de nominerede havde jeg nok selv valgt ‘Emma‘. Men dér var akademiet og jeg så heller ikke enige.

17 rigtige

Jeg tippede 17 rigtige ud af 23, hvilket er blevet et ret normalt niveau for mig. Men det var langt fra fordi jeg var enig. F.eks. så syntes jeg ikke, at Frances McDormand fortjente af vinde for Bedste Kvindlige Hovedrolle i filmen ‘Normadland‘ (biografaktuel). Ej heller at denne film skulle vinde for både Bedste Instruktør og Bedste Film. Filmen var okay at se én enkelt gang. Men ellers syntes jeg, at den var kedelig og fatter slet ikke, at den blev nomineret til andre Oscars end for Bedste Cinematografi – en kategori hvor den så til gengæld ikke vandt. Det gjorde ‘Mank‘ – endnu en kedelig Oscar-film, som fik meget mere kredit med på vejen, end den fortjente. 

Selve showet.

Selve Oscar-showet var i år en vandet omgang suppe at komme igennem. Det mindede mest af alt om en dimissionsoplæsning uden hverken underholdning eller engagement. De fleste virkede også som om de egentlig slet ikke havde lyst til at være der, og alt spræl og humor var totalt barberet væk. Det sjoveste indslag var da Glenn Close dansede – og så mindeværdigt var det altså heller ikke. Det var igen et år uden en vært, hvilket bare er begyndt at blive småpinligt. Så det håber jeg igen på, at de får taget sig sammen til at genindføre til næste år. For det binder ligesom bare showet meget bedre sammen. 

Showets højdepunkt kom for os ret hurtigt. For det var selvfølgelig, da Danmark vandt i kategorien Bedste Udenlandske Film med ‘Druk‘ (biografaktuel). Thomas Vinterberg holdte en meget fin og følelseladet tale, mens vi hjemme i stuen skålede i champagne og viftede med Dannebrog. 

Til dem der endnu ikke har set ‘Druk’, kan jeg varmt anbefale at se den, da den kan mere end man sådan lige skulle tro. Jeg har selv fået noget ud af den alle de tre gange, som jeg indtil videre har set den. Så kæmpe tillykke til Mads & Co. herfra.

Men faktisk vandt endnu en dansker jo også, ikke at forglemme, nemlig Mikkel E. G. Nielsen for Bedste Filmredigering på filmen ‘Sound Of Metal‘ (biografaktuel). En god film, og en meget velfortjent statuette. Den lå fra start allerede ret lunt i svinget for mig, da lyd-redigeringen virkelig var på højt niveau i netop denne film. Så også et kæmpe tillykke til Mikkel herfra.

Udover at jeg syntes, at det var et tamt show, så blev jeg også temmelig fortørnet over minde-montagen, som jo er et fast omdrejningspunkt i Oscar-showet. Men timingen, musikken og flowet var så off i år, at det næsten havde været bedre, hvis de også var hoppet den del over. For var showet ikke en fadæse, så blev det da helt her efter. Der var ikke noget mindeværdigt over dén montage, og man kunne hverken nå at læse eller se, hvem der blev mindet. 

De nominerede sange blev i år heller ikke sunget under selve showet. De blev nemlig vist forinden under den røde løber, hvilket var ret synd. For showet trængte virkelig hårdt til de indspark, som sangene kunne have bidraget med. Men det havde man så også valgt at tage ud. Bevares, showet var selvfølgelig corona-ramt ligesom alt andet. Men når nu man var i gang og ville gennemføre det, hvorfor så i alverden prøve på at gøre det så kedeligt som muligt? 

Favoritterne.

Mine Oscar-favoritter dette år var helt klart følgende: 

Promising Young Woman‘ (biografaktuel), fordi den bare taler direkte ind i et meget vigtigt perspektiv om gaslighting, drug rape og victim blaming. Enhver der har været udsat for noget i de kategorier vil sikkert få det bedre og føle sig hørt ved at se denne velsammensatte film – og resten kan forhåbentlig lære noget, når Carey Mulligan som Cassie uddeler retfærdige kindheste til de uretfærdige syndere.  

Druk/Another Round‘ (biografaktuel), fordi den bare er dansk skuespil, når det er bedst. Plottet om at teste, hvorvidt man er født med en 0,5 alkoholpromille for lav er interessant og grænseoverskridende samtidig med at Mads & Co. leverer nogle fantastiske levende karakterer, som er nemme at afspejle hverdagen i. 

The Father‘, fordi det er på sin plads også at skildre, hvad der sker, når nogen rammes af demens. Anthony Hopkins har altid været en eminent skuespiller, men denne præstation var næsten én af hans bedste, hvilket også gjorde, at jeg tippede på ham over Chadwick BosemanBoseman fortjente helt sikkert også at vinde en Oscar for sin præstation i ‘Ma Rainey’s Black Bottom’, men han er her jo beklageligvis ikke til at nyde triumfen. Så jeg syntes det var fair nok, at den gik til en ligeså værdig kandidat, som nu kan nyde anerkendelsen – og måske afslutte sin lange karriere on a high note, som man siger?

The White Tiger‘ (kan streames på Netflix), fordi den bare er spændende, sjov, hjerteskærende og oplysende. Det indiske hiraki og kulturopfattelse er så langt fra det danske. Men denne film giver et indblik i en helt anden verden uden hverken at være Bollywood-agtig eller kedelig. Man skal dog følge godt med, da den er spækket med små symbolikker og kommentarer, som hele vejen igennem binder den så fint sammen på et højere niveau – hvilket jeg altid rigtig godt kan lide. Jeg skal i al fald gerne se den igen engang.

Soul/Sjæl‘ (kan streames på Disney+), fordi den bare er endnu en dejlig film fra Disney. Den er måske lidt mere tilegnet voksne end børn. Men den er smuk og sød.

Emma‘, fordi den er god til en regnvejrdag på sofaen med stearinlys, tæppe og varm kakao. Den appellerer nok mest til det kvindelige segment og selve plottet er måske lidt gammeldags. Men ikke desto mindre en fin film med lækkert setup, dialog og kostumer.

My Octopus Teacher‘ (kan streames på Netflix), fordi den bare er aldeles fantastisk! Den er så smuk, rørende og informativ, at man ikke skal snyde sig selv for at se den. Den er rigtig fint bygget op og foregår i et behageligt fortællertempo leveret af fotografen selv. Jeg elsker naturprogrammer og dokumentarer, så denne gik lige til mit hjerte. Selv da den blev trist, fik den for mig også vist en fin sløjfe af, hvordan naturens livscyklus er indrettet således at alt på fineste vis har en dybere forunderlig mening. 

og sidst men ikke mindst ‘Burrow‘ (kan streames på Disney+), fordi den bare er så supercute! Det er en lille animeret kortfilm, som desværre ikke vandt. Men den er stadig sød og sjov samt lavet i en dejlig tegnestil, som jeg ofte godt kan savne.

Selvom dette års Oscarshow efterlod meget at savne, så glædes jeg dog stadigvæk over, at det forgik, så jeg på den måde kunne få lidt glimmerstøv tilbage i hverdagen igen – ligesom post coronalivet.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s