Hvad fire små sten kan gøre

De fleste af os kan vist godt blive enige om, at 2020 var lidt af et lorteår. Der var ikke megen pragtfuldhed at hente der. 

I 2019 erhvervede jeg mig lige inden jul en fibersprængning i venstre ben, hvilket sendte mig lidt til tælling på planlægning, træning og fornøjelser. I 2020 skulle det så heller ikke være anderledes, da jeg både blev indlagt samt fik konstateret galdesten. Derfor står jeg nu lige om lidt overfor en operation. 

Set i bagspejlet er der mange uforståelige gener gennem de sidste par år, som nu bedre giver mening. Det drejer sig f.eks. om; 

  •  hvorfor jeg nogle gange havde helvedes ondt i ryggen som en gammel dame på 80 
  •  hvorfor det ofte var ulideligt at have BH på 
  •  hvorfor jeg fik en tiltagende uro i kroppen (særligt om natten) 
  •  eller hvorfor jeg altid var begyndt at have uforklarligt ondt i “maven” 

Alt sammen altså på grund af nogle små sten, som nu er skyld i, at jeg skal af med et organ. Og sidstnævnte er lige noget, som jeg skal vende mig til. For det er for det første meget underligt, at jeg skal i fuld narkose – hvilket jo aldrig er helt risikofrit. Dernæst at når jeg (forhåbentlig) vågner op, så er det uden et organ, som ellers altid hidtil har været en del af mig. Et organ som ikke er skyld i de lidelser, jeg gennemgår. Men som nu desværre må lade livet på operationsbordet og smides væk som affald. Ja det lyder sikkert naivt og med masser af violinspil, men jeg troede faktisk, at jeg ville dø som gammel med alle mine organer intakte indeni. Så dét skal jeg som sagt lige vende mig til… at jeg nu kommer til at mangle i al fald ét. Men det klarer jeg også. Det kunne jo trods alt være meget værre, og man kan heldigvis leve uden sin galdeblære (har jeg fået at vide). Men det er da langt fra, hvad der stod på ønskelisten.

Men der er altså ingen vej uden om. For jeg har fire store sten, som næsten dagligt giver mig smertefulde anfald i galdeblæren samt stråler ud i ryggen. Det føles som om, at nogen strammer hårdt om min galdeblære i et forsøg på at mose den i smadder samtidig med, at jeg får en kniv stukket direkte op igennem rygsøjlen. Nogen har fortalt mig, at det føles som konstante fødselsveer, hvilket jeg på nuværende tidspunkt ikke kan udtale mig om. Men i så fald er jeg da forberedt og i træning med smertehåndtering, right?

Desværre har vejen til at opdage problemets rod (og løsning derpå) ikke været let. Jeg har været igennem månedsvis af utallige og uduelige lægebesøg, inden jeg endelig fik overbevist en lægestuderende om, at en scanning var nødvendig. Og derefter var der ingen tvivl. Men på grund af corona, så skal intet være nemt og udvidet frit sygehusvalg er således midlertidigt suspenderet. Det lønnede sig dog at gå højere op i systemet, således at jeg allerede nu kan komme til på Skørping Privathospital (Capio) og få foretaget operationen. Ellers havde jeg udsigt til, at det først blev engang i marts eller april. Behøver jeg at sige, at jeg ikke ved, hvordan jeg skulle kunne håndtere smerterne så længe? For når det kommer til smertedækning, så er det heller ikke noget, som lægerne er vilde med. Ja altså medmindre at man er god til at tage stikpiller – helt bogstavelig talt! Det er jeg så altså ikke. Men grunden til lægernes valg af stikpiller er så også fordi, at patienterne ofte kaster op under galdestensanfaldene og derved ikke opnår den smertedækkende virkning. Men netop dér er jeg helt anderledes indrettet. For jeg er simpelthen en klovn til at kaste op. Mit system kan ganske enkelt ikke rigtigt finde ud af det. Jeg kan have fornemmelsen og den tilsvarende kvalme, men det bliver derved – hvilket ikke altid er en fordel. Men efter megen tovtrækkeri har jeg da fået nogle piller, som jeg kan tage oralt, og jeg er hermed nærmest stemplet som stofmisbruger, da det er stærk medicin vi taler om. Men når man i timevis kravler jamrende rundt på gulvet af smerte med tårerne stående i kaskader ud af øjnene, så bliver man altså lidt ligeglad. Så skal man bare have de skide smerter til at forsvinde. 

Billedrettigheder tilhører ‘Live Fra Lolland‘.

Det skal så også siges, at hvis nu mine mange lægebesøg havde givet pote noget før, så havde vi opdaget det, inden at smerterne blev så voldsomme og hyppige, som de er nu. Det havde været at foretrække i stedet for at få alverdens unødige præparater mod mavesyre, laktoseintolerence, forstoppelse osv. udskrevet – da jeg slet ikke lider af disse ting. Men det udskriver man åbenbart gerne uden dybere undersøgelse.

Herefter følger jo så livet uden en galdeblære og hvordan kroppen reagerer på mad. Det bliver et nyt “spændende” kapitel i mit liv – som jeg måske opdaterer om her på bloggen. 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s