På ferie i flygtningenes lejr.

Grundet min hidtil manglende pc kommer dette indlæg først nu. But enjoy!

Indflyvningen til Kos (Grækenland) var smuk, og på trods af hotellets manglende pool følte jeg mig opstemt og spændt på den kommende uges sommerferie.

Vi vågnede op til kogende varme og højt solskin fra en skyfri himmel.

Efter morgenmaden tog vi en promenade-vandring langs marinaen og stranden, og efter at have nærstuderet et par syngende cikader, mødte der os et ‘kedeligt’ og ret chokerende syn. Alle park arealer var proppet med syriske bådflygtninge, der enten lå i små telte eller bare sad og ventede ud i intetheden. Ventede på et bedre liv, en fremtid, et håb og nåde. Det var mildest talt en voldsom kontrast til det ellers pulserende turistliv på tarvernaerne lige ved siden af. 

Først var jeg ikke så berørt. Måske jeg ikke ønskede at være det. Men som timerne gik, heden steg og børnene lå dehydrerede og henslængte i deres mødres arme, blev jeg dybt berørt. Jeg havde svært ved at fatte det. Her sad mennesker med alle deres ejendele i plastikposer – netop ankommet fra en krigszone – mens grækerne og deres turister lod som ingenting. Jeg følte mig magtesløs, for jeg kunne intet gøre. Jeg kunne ingen redde.

Men pludselig måtte jeg dog bare gøre NOGET! Så min veninde og jeg gik ind og købte 10 liter vand samt plastikkrus, hvorefter vi gik hen i den nærmeste park og delte vand ud. Det var kun en dråbe i et tørstigt hav, og på få minutter var alt vandet væk. De var alle taknemmelige, og jeg måtte lægge bånd på mig selv for ikke at begynde at græde. Jeg var dybt berørt. Sjælendt har jeg set så megen taknemmelighed og så alligevel følt mig så nyttesløs. Gjorde jeg overhovedet en forskel? Jeg fortrød ikke min handling, men jeg følte heller ikke at jeg udførte nogen heltegerning. Jeg gjorde det blot ud af desperation over at se så megen tragedie og intet at kunne stille op. Jeg følte mig næsten skamfuld ved at smile til dem, fordi jeg pludselig havde alt i verden at være lykkelig over, mens de kun havde livet som næsten deres eneste ejendel tilbage. Og hvilken fremtid der ventede dem, var stadig uvis. Jeg tvang dog mig selv til at smile. For selvom det ikke er meget, så er et varmt smil dog meget mere end ligegyldighed.

Senere på eftermiddagen tog vi en tur på stranden, men mine tanker kredsede om de stakler, der sad ovre på den anden side af gaden. Så efter vi havde spist til aften, små-shoppet og fået et par drinks besluttede jeg mig på turen tilbage til hotellet, at jeg ville snakke med nogle af dem. Høre deres historie og få en anden vinkel end blot mediernes.

Vi gik langs marinaen, hvor mange af dem lå og sov på bænke og under buske og træer. Der fandt jeg så Hersan, en syrisk civilingeniør, som sad og holdte sig vågen, mens hans søster og niece lå og sov ved siden af. Jeg spurgte, om han ville fortælle lidt om sig selv og sin situation, og han fortalte gladeligt og meget ydmygt, at han var ankommet den selv samme morgen og nu ventede på at vende tilbage til politistationen, hvor han skulle udfylde nogle flere papirer. Han fortalte, at han ønskede at få sin kone og to børn over til sig og efterfølgende drage til Sverige, hvor han havde en onkel. Han ønskede at starte en ny tilværelse dér samt skabe en bedre fremtid for sine børn. Han havde arbejdet 5 år i de arabiske stater, og var derefter vendt tilbage til Syrien. Men alt var vendt på hovedet og der herskede nu kun død, kaos og ødelæggelse. Han så hvordan regeringen slog hans landsmænd ihjel. Men han kunne intet stille op, for så ville han også dø. Han fortalte, at der nærmest herskede anarki og at folk stjal fra hinanden og slog hinanden ihjel for et godt ord – for der herskede ikke længere lov og orden og regeringen var korrupt og vendte sit eget folk ryggen. Her ønskede han ikke at hans børn skulle vokse op, selvom han elskede Syrien. Undervejs i samtalen bød han os på kaffe, men vi afslog, da vi ikke ville trænge os på eller udnytte hvad han havde i bæreposerne.
Til slut takkede han os for samtalen, og fordi vi havde villet tale med ham fremfor bare at vade uanfægtet og ligegyldigt forbi. Det varmede ham, sagde han. Og her følte jeg, at jeg havde gjort en lille forskel. Jeg var blevet klogere, og Hersan havde oplevet noget næstekærlighed. Det håber jeg gav ham noget håb og tro på fremtiden, og jeg håber at hans drøm om Sverige lykkedes og at han bliver en velintegreret del af det svenske samfund. Jeg havde ikke indtryk af, at Hersan var en mand som ønskede at lægge nogen til byrde, og det håber jeg en svensk arbejdsgiver vil kunne se.

Fremtiden?

På vores hotelværelse havde vi et lille fladskærms tv fra LG, og her kunne vi følge med i nyhedernes gang på BBC WORLD NEWS. Det handlede om alt lige fra en kæmpe eksplosion i Kina til flygtningestrømnen mod Grækenland, specielt Kos. Der kom flere hundrede flygtninge med både hver eneste dag, og efter alt at dømme anslog man det til at Grækenland modtog 30 gange så mange flygtninge end man havde forventet. Så omkring politistationen var der simpelthen kaos, når de stod og ville have deres immigrationspapirer, så de kunne rejse videre. Det var hårdt for de græske myndigheder, og vi så hvor frustrerede nogle af de syriske flygtninge blev. Mange var skuffede over modtagelsen. Når BBC’s udsendte reporter spurgte, hvad de syntes og hvad de forventede, svarende de; “I thought the europeans had hearts. They don’t” og I thought I would go to heaven, when I got here! Heaven! You know. This is not heaven!” og “We are Syrians! Syrians are important people, we have bigger problems! We want to go to Europe now and not stay here in Greece!”
Når man hørte disse udbrud på tv, som var optaget kun 200 meter nede ad gaden, så blev jeg skræmt. Jeg spurgte mig selv; OMG hvad havde de egentlig forventet? At Europa var paradis? At vores penge flød i stride strømme bare fordi vi var født her? Og hvad med dem selv… hvilke krav kan vi stille til deres kompetencer, når de så engang får asyl her? For er der noget jeg har svært ved at tage, så er det når folk forventer at få det hele uden hverken at yde det mindste til gengæld eller være taknemmelige.
Jeg havde virkelig ondt af disse mennesker, men jeg tænkte også at de danske myndigheder ville blive sat på prøve, når de kom til at stå overfor nogle flygtninge, som forventede at komme til paradis og egentlig måske slet ikke kan lide vores del af verden, kultur, frihed og livsstil? For det er anderledes end hvad de kommer fra. Det fortalte Hersan os. Når jeg f.eks. så dem bade i havvandet ved marinaen eller på stranden, så foregik det for kvindernes vedkommende i fuld påklædning MED jakke og tørklæde, ja faktisk i burka. Og selvom jeg gerne vil hjælpe disse mennesker til et bedre liv, så er jeg bekymret om hvorvidt Danmark kan blive ved med at tage imod alle disse flygtninge, når vi tilsyneladende ingen gang kan tage ordentligt vare på vores egne syge, arbejdsløse, hjemløse, børn og ældre? Hvad vi jo lige nu oplever i vores såkaldte “velfærdsdanmark” er, at de hospitalsindlagte må ligge ude på gangene, mens de muligvis også bliver smittet med Stafylokokker, at vore ældre må ligge i egen lort og blive glemt i flere timer (muligvis kvalt i deres egen fiksering) for slet ikke at tale om at der aldrig mere er plads til at byde plejepersonalet på en kop kaffe, som man kunne før i tiden, og at de arbejdsløse som skal skæres ned i ydelse både her og der bare fordi de har været “så dumme” at miste deres job eller aldrig kunne komme ind på arbejdsmarkedet og få et. Er der så stadig plads og råd til flere mennesker, som har brug for hjælp?

Racisme

Vi lyster så meget at kalde hinanden for racister herhjemme i lille Danmark, og det er jeg ofte megatræt af. For det er lidt det samme som at sige at man ikke må være af en anden mening – i et land som ellers bryster sig af at have ytringsfrihed! Og desuden oplever jeg ofte at resten af verden faktisk er langt mere racistiske end os. Under vores ophold i Grækenland var de i oprør over disse flygtninge, og de nærmest væmmedes åbenlyst og sagde at flygtningene lignede skridt og lugtede. (Der var også dem, der spyttede efter dem.)
Og for knap en måneds tid siden ramte flygtningestrømmen så lille velfærds-Danmark og delte landet i to vande. Jeg er faktisk blevet ganske forfærdet over, hvor lidt man orienterer sig om verdenssituationen, inden man blindt inviterer folk indenfor. Gu’ er det synd, men skal vi så bare slå al fornuft fra? For dette er ikke en midlertidig krise, det er en permanent tilstand, og det kan hverken vi eller resten af Europa holde til at stå model til i længden. Sorry, but that is a fact!Jeg kender ikke den perfekte løsning på problemet, men en god start er vel at indgå et fælles samarbejde om at vælte Assad og ellers hjælpe flygtningene i nærområdernes flygtningelejre. Jeg håber i al fald på noget bedre end hvad alverdens regeringsledere indtil videre har formået at gøre ved problematikken – og jeg tror desværre ikke at der er nogen behagelig eller let løsning; det vil koste ofre.  

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s